I artiklen "Hylen og Klynken" (Psykolog nyt, nr.15) peger Benjamin Katz, der er privatpraktiserende psykolog, på den sammenhæng, der synes at være mellem vor tids samfundsforhold, og at stadig flere mennesker trives dårligt og ikke kan klare livskriser på egen hånd, men må søge psykologhjælp.
   Desværre viser artiklen, hvor galt det kan gå, når mangelfuld analyse går hånd i hånd med et snævert livs- og menneskesyn, og vi præsenteres for et skræmmende perspektiv: mennesket i dag fungerer ikke tilfredsstillende, og de har forkerte holdninger. Derfor er der brug for, at psykologer bidrager til at fremelske en ny mennesketype.
   Det forbrugsorienterede samfund har ifølge Katz udviklet en "hyperhumanisme" kendetegnet ved en kommercialisering af alle menneskelige udfoldelser og værdier: velfærdssamfundets formynderi og institutionaliserede omsorg, som lokker folk til at have behov for 'det gode liv', med en selvtilfreds livsholdning kendetegnet ved en ad hoc behovs- og forbrugermentalitet. "Hyperhumanismen" skulle være skyld i at mange mennesker udvikler sig til at blive "hylere", d.v.s. sarte, forkælede og selvcentrerede mennesker, med manglende evne til at klare livets konfrontationer, og som i stigende omfang søger psykologhjælp.
  I sit bud på en ændring af dette tager Katz afsæt i den påstand, at mennesker er skabt til at blive udfordret og kæmpe for at overleve, og at verden ikke er indrette på "alt for sarte sommerfugle". "Hylerkulturen bør afvikles" og erstattes af "en anden menneskelig profil" nemlig "homo robustus". "Opdyrkningen" af "denne menneskeprofil" kan ifølge Katz bl.a. baseres på psykologiske teknikker og holdninger, som formidles til klienterne af psykologer, idet en sådan indsats kræver faglig kompetence på psykologstandens niveau.

Systemets forudsætninger
Det føles uetisk, når psykologer giver deres klienter øgenavne, og Katz fremstilling er ikke meget forskellig fra, hvad man kan høre og læse sig til, når politikere, forfattere, erhvervs- og andet godtfolk fra tid til anden udtaler sig i lignende utilfredse vendinger om nutidens mennesker og deres påståede psykologforbrug.
   Der mangler den refleksion over idégrundlaget for det samfundsøkonomiske system, der kunne have afsløret, at kommercialiseringen er en forudsætning for og ikke et resultat af systemet, samt at menneskene ikke blot presses ud i en stadig større udnyttelse af deres kapacitet til at forøge produktionen af varer og samfundsydelser, men også til at forbruge dem. Det er med andre ord ikke menneskene, men systemets forudsætninger, der er problematiske, og som skaber problemer.
   Det er helt i dette systems ånd, når Katz anbefaler, at menneskenes præstationskapacitet og behov tilpasses et specifikt formål i den tro, at dette vil løse ikke blot menneskenes, men også samfundets problemer.

Krisebearbejdelse
Ser jeg mine erfaringer som privatpraktiserende psykolog i lyset af den ubalancerede vækst-filosofis konsekvenser for menneskenes levevilkår er der ikke er brug for en ny mennesketype, men for genindførelsen af en mere varieret og balanceret livsudfoldelse som en nødvendig forudsætning for, at menneskene kan genvinde deres naturlige evne til at håndtere livet.
   I mit arbejde har jeg aldrig været udsat for en "hyler", eller de beskrevne udslag af "hyperhumanismen", som jeg ikke kan se har med humanisme at gøre. Jeg møder mennesker fra alle samfundslag, der akut befinder sig i eller som over en længerevarende periode har udviklet en psykisk krise. De har til fælles, at de på grund af en svært belastende situation befinder sig i en særdeles pinagtig tilstand af kaos, angst, sorg og smerte. Denne forventelige krisereaktion synes imidlertid i stigende grad at være yderligere belastet af utilstrækkelighedsfølelse, magtesløshed og skam over ikke som sædvanligt at kunne klare problemerne på egen hånd.
   Når et menneske pludselig befinder sig i en alvorlig og undertiden tragisk livs situation, kan der være behov for en særlig psykologfaglig indsats. Mennesker i krise har herudover i bund og grund brug for det samme som andre, der søger mig som psykolog, nemlig hjælp til "at komme hjem til sig selv" og få kontakt med de ressourcer, kvaliteter og værdier som er nødvendige forudsætninger for at kunne rumme situationen og arbejde sig igennem den.
   I det samarbejde, der i denne forbindelse udvikler sig mellem klienterne og mig, oplever jeg at de er åbne, tillidsfulde og taknemmelige over at få hjælp til at påtage sig ansvaret for deres egen healingsproces. De fleste får i løbet af processen kontakt med og bruger kvaliteter og sider af sig selv og tilværelsen, som de ikke tidligere har skænket megen opmærksomhed. Oftest kommer de igennem krisen som mere hele mennesker, mere kloge på livet og på sig selv, hvilket gør det muligt for dem at bringer deres liv i bedre overensstemmelse med deres værdier og kvaliteter.

Den ekstra belastning
Der har således i mit arbejde vist sig følgende tendens:
   1. Det er en ekstra belastning ikke at være i tilstrækkelig kontakt med de sider i mennesket, der gør det i stand til at tåle og bære konfrontationer i livet og arbejde sig igennem kriser.
   2. Utilstrækkelig kontakt med væsentlige værdier og kvaliteter er en gennemgående problematik for det voksende antal mennesker, der søger psykolog, uanset årsagen til deres henvendelse.
   3. Ensidig udvikling og overforbrug af aspekter af den menneskelige kapacitet på bekostning af andre giver anledning til psykisk (og fysisk) overbelastning, der i sig selv kan udløse svær psykisk og/eller fysisk krise. Eksempler herpå er stress, udbrændthed og depressioner.
   Det er endvidere helt gennemgående, at klienterne hellere end gerne vil gøre det nødvendige arbejde for at (gen)etablere kontakten med det, der gør dem i stand til at håndtere deres liv og problemer konstruktivt og ansvarsbevidst.
   Det afgørende spørgsmål er da: Hvad er grunden til at mennesker i vor tid og kultur synes at udvikle visse aspekter af sin menneskelighed på bekostning af andre aspekter? Vækstfilosofi
Grundlæggende for menneskelig livsudfoldelse er vækst. Vækst i sin kvalitative betydning har at gøre med det, der i sin naturlige væren udvikler sig og modnes. Vækst i sin kvantitative betydning har at gøre med udbyttet eller den tilvækst, der er et resultat af væksten.
   Det samfundsøkonomiske system er baseret på en væksttænkning, der ensidigt ser vækst som maksimering af udbytte eller tilvækst. Denne væksttænkning slår igennem også når der er tale om kvalitet, idet kvaliteten af livsudfoldelse og succes måles ved den enkeltes evne til at gøre sig gældende i maksimering af udbytte, samt af størrelsen af det udbytte, man i form af lønninger kan få del i, og omfanget af forbrug. Til at skabe maksimering af udbytte og sikre afsætning og forbrug har man brug for mennesker, der er skolet holdningsmæssigt hertil, og som udvikler de sider af den menneskelige kapacitet, der gør dem egnede til det.
   Mennesket, der er tilpasset vækstfilosofien, må primært være orienteret mod det, der foregår udenfor dem selv og ensidigt fokusere på opnåelse af resultater og goder, mens det at være tilstede i livet og lære sig selv og tilværelsen at kende i alle aspekter på godt og ondt får uforholdsmæssigt lidt tid, rum og opmærksomhed.

Menneskelig pris
Ubalancen i betoningen af de kvantitative aspekter af liv og vækst på bekostning af vækst som væren i udfoldelse af værdier og kvaliteter giver mennesket et meget dårligt fundament i tilværelsen og en manglende værdsættelse af at være i vækst, udfoldelse og modning.
   Konsekvenserne heraf er som nævnt rådvildhed og magtesløshed i kritiske livs situationer, psykiske og fysiske symptomer på overbelastning, der kan føre til kriser og depression, samt følelsen af værdiløshed, meningsløshed og tomhed, der på lang sigt ikke lader sig udfylde af en presset arbejdssituation og af forbrugsgoder.
   Mennesket har kapacitet til at indrette sig og leve og overleve under allehånde livsbetingelser. Men denne kapacitet kan udpines og overforbruges, når vi tvinges til at leve i en slags permanent undtagelsestilstand.
   Vi har omfattende viden om udbyttemaksimeringens katastrofale konsekvenser for jordens ressourcer og økosystem, og at der forekommer produktions skabt misvækst og udryddelse af arter. Misbruget af husdyrs evne til at producere kød og at reproducere sig fremkalder sygdom og død for dyr og mennesker. Det er på tide at vi indser, at mennesker ikke adskiller sig fra jordens øvrige plante- og dyreliv, og at vi betaler en høj pris i form af lidelser og skader på krop og sjæl, når vi tvinges til ensidig udnyttelse og misbrug af os selv som mennesker, hvad enten det er for at deltage i skabelsen af udbyttemaksimering eller i at (over)forbruge.

Menneskevelfærd
Vækstsamfundet er skaber af en gigantisk ond cirkel, hvor den voksende produktion i et opskruet arbejdstempo svækker helbredet for stadig flere, der udvikler et stigende antal folkesygdomme på grund af fysisk og psykisk nedslidning, der må behandles af et social- og sundhedsvæsen, der på grund af et abnormt, stigende arbejdspres selv er storproducent af nedslidte og sygeliggjorte mennesker… Det er desuden sandsynligt, at den opvoksende generation bliver mærket af forældrenes overstressede tilværelse.
   Vi kan ikke behandle eller medicinere os ud af den onde cirkel og psykologer bør efter min mening afholde sig fra som en slags humanteknologer at bidrage med at fremelske en særlig robust mennesketype ud fra en idealisering af menneskets evne til at tilpasse sig ekstreme situationer og belastninger.
   Livsduelighed har ikke blot at gøre med, hvad vi kan tåle af belastninger, og hvad vi kan udrette.
   Mennesker har i tusinder af år skabt kulturer, hvor de under vidt forskellige livs omstændigheder har udfoldet en rig variation af menneskelige kvaliteter i et nært og gensidigt berigende forhold til hinanden og til andre former for liv på jorden. Det må være en påtrængende opgave at undersøge, hvorledes vi fremover kan udvikle samfundsforholdene med udgangspunkt i menneskevelfærd, og med respekt for menneskers mulighed for en balanceret og varieret livsudfoldelse.

Den 12 september 2001
Nadja U. Prætorius