Indenfor den vestlige psykologi og psykoterapi har der vist sig en tilbagevendende interesse for viden, indsigter og arbejdsmetoder, der i løbet af menneskehedens historie er udviklet i vor egen og andre kulturers filosofiske retninger, spirituelle visdomsskoler og videnstraditioner. Det er således tydeligt at Freud, Jung, Reich og deres arvtagere har foretaget studier indenfor disse områder, og deres antagelser og teorier om menneskets sind båret præg af det.

Der er dog afgørende forskel på, hvad man indenfor hh. visdomsskolerne og den vestlige psykologi interesserer sig for at få viden om, og hvilke metoder man bruger.

Visdomsskolerne lægger vægten på at finde ind til sindets og eksistensens sande eller oprindelige natur, og på at anvise metoder, som kan oplæse og transcendere personlighedsdannelsens fordrejede jeg- og omverdens-opfattelse. Målet er at virkeliggøre de kvaliteter, som er selve essensen af menneskets natur og væren. Udforskningen af sindet foregår primært ved introspektion, som er det opmærksomme nærvær i selve objektet for erkendelse. Viden om sindet udspringer som direkte erfaring i det opmærksomme nærvær i sindet. Denne viden beskrives og redegøres der efterfølgende for begrebsmæssigt og sprogligt under iagttagelse af de gængse regler for logisk og rationel tænkning.

Den vestlige personlighedspsykologi og psykoterapi har hovedsageligt beskæftiget sig med at iagttage og danne teorier om personlighedens dannelse fra fødslen til det voksne, modne menneske, med den hensigt at få viden om forholdene omkring personlighedsdannelsen. Man har desuden ønsket at få indsigt i den patologiske eller ufuldkomne udvikling, med henblik på at kunne foregribe og behandle denne. Målet er at skaffe sig viden om, hvorledes mennesket danner et sammenhængende, konsistent og realistisk billede af sig selv og omgivelserne, og hvorledes det lærer at fungere relevant og fleksibelt i forhold til sig selv og omgivelserne.

Udforskningsmetoderne indenfor den vestlige psykologi kan som visdomsskolerne indbefatte den direkte erfaren af sindets natur, struktur og funktion. De førvidenskabelige antagelser især inden for værens og selvets psykologi vidner herom. Men når det kommer til en beskrivelse og begrebsliggørelse af oplevelsen, afstår man enten herfra, eller den bliver behandlet som en abstraktion eller som et billede, hvorved oplevelsens kvalitet som ontologisk virkelighed - d.v.s. dens faktisk oplevede eksistens - går tabt.

Hvor visomsskolerne og de spirituelle traditioner således har set som sit formål at opløse og trancendere den jeg-opfattelse, der dannes ved personlighedens udvikling, så er den vestlige psykologi og psykoterapi optaget af det stik modsatte, nemlig af hvordan jeg-opfattelsen kan styrkes og derved komme til at fungere bedst muligt. Forståeligt nok har man anset de to måder at arbejde med det menneskelige sind på som uforenelige.

Når den universitære personlighedspsykologiske forskning og psykoterapierne nu igen viser en stigende interesse for de spirituelle visdomsskolers erfaringer, hænger det dels sammen med, at disse har udforsket væsentlige områder af det menneskelige sind og bevidsthed, som den moderne personlighedspsykologi nok gør sig antagelser om, men ikke har indbefattet i sit forskningsfelt, dels med at nogle af visdomssko-lernes metoder har vist sig anvendelige i det psykoterapeutiske arbejde.

Essens
Med oversættelsen af "Essens" af A.H. Almaas til dansk er der skabt mulighed for, at et banebrydende arbejde og forfatterskab, der ophæver modsætningsforholdet mellem visdomsskolerne og den moderne psykologi, bliver introduceret i Danmark. Almaas har omfattende indsigt og arbejds-erfaring i den vestlige filosofi, psykologi og den psykoterapeutiske tradition. Desuden har han indgående kendskab til især Sufi traditionen, kristen mystik og den tibetansk buddhistiske Vajrayana og Dzogchen tradition.

Ved essens forstår man i almindelighed det sande, virkelige eller væsentlige ved en ting. Det er essensen ved en ting, det gør den til det, den er. For Almaas som for visdomsskolerne er menneskets essens indbegrebet og manifestationen af den menneskelige eksistens og væren. Den er, i Almaas' formulering, eksistensens substantielle ontologiske nærvær, som opleves, når vi er fuldkommen opmærksomt tilstede i væren. Erfaringskategorierne nærvær, tilstedeværen og opmærksomhed er forud-sætningen for vor oplevelse af essensen. Den fremtræder da som vor direk-te oplevelse af eksistensen som sand væren, og det med en virkeligheds-karakter, der overgår vor dagligdags opfattelse af virkeligheden. Det virkelige i mennesket, det der oplever "jeg er", er menneskets essens og sande identitet, og oplevelsen er, siger Almaas, ikke blot udefinerbar og vag, men sanses som noget håndgribeligt, som en fintstoflig substans, der kan beskrives, tales om og forklares, og som kan genkendes og verificeres af andre, der har haft oplevelsen. Men essensen er ikke blot oplevelsen af eksistensen som vor virkelighed og identitet. Essensen udfolder alle de dybe, universelle dimensioner ved eksistensen, som f.eks. sandhed, kærlighed, vilje, styrke, lykkefølelse, fred, medfølelse og nærvær. Og ligesom oplevelsen af essensen som eksistens, kan også disse essentielle aspekter beskrives ud fra deres oplevede kvaliteter, der klart kan skelnes fra hinanden.

Ifølge Almaas er det imidlertid ikke almindeligt, at vi oplever og er i kontakt med essensen og dens kvaliteter. De gængse, dagligdags erfaringskategorier og den logiske, mentale bevidsthed er ikke i stand til at opfatte essensen. Vi vil sjældent forvente oplevelser af denne karakter, - og hvis vi gør det, er oplevelsen oftest flygtig, eller den overses. Dog har de fleste mennesker i glimt og i såkaldte højdepunkts-oplevelser, f.eks. i forbindelse med kunstneriske oplevelser eller natur-oplevelser, haft følelsen af at være tilstede i et intenst og virkeligt nærvær i selve det oplevede, som var man Et med f.eks. det kunstneriske udtryk eller med naturen. I de øjeblikke kan man have en uvant dybde-oplevelse af virkeligheden, og en følelse af oplevelseskvaliteter, der lader sig beskrive som en forunderlig konstellation af såvel kendte som ukendte sanseindtryk, stemninger og følelser.

Personligheden kontra essensen
Almaas er på linje med visdomsskolerne og de spirituelle traditioner, der går ud fra antagelsen om, at vi ved fødslen er i kontakt med essensens sande væren, om end i en endnu uudfoldet form, samt at vi i opdragelsen og udviklingsprocessen betinges ud af denne kontakt. Dette sker ikke fordi essensen er skrøbelig og vag, men fordi barnet under de første leveårs massive indlæringsprocesser så at sige presses ud af kontakten med essensen. Dette sker til dels på grund af omgivelsernes uvidenhed og glemsel om essensen og den sande væren. Det er imidlertid Almaas' fortjeneste at vise, hvorledes personlighedsdannelsens individuations- og adskillelsesproces systematisk undertrykker for til sidst at fortrænge den påbegyndte udvikling af essensens aspekter.

Almaas anvender den moderne jeg-psykologis og objeksrelations teoretikernes iagttagelser af personlighedens dannelse og sammenholder dem med sin omfattende viden om og indsigt i essensen og essens-aspekternes udviklingsforløb. Han er herved i stand til at give en præcis angivelse af, hvorledes og i hvilken rækkefølge personlighedens tillærte jeg-billeder, objektrelationer og jeg-identitet gradvist slører opfattelsesevnen og kontakten med essensens specifikke kvaliteter, for til sidst at lægge sig som et dække over essensen. For Almaas og de spirituelle videnstraditioner er dette tab af essensen årsagen til menneskets fundamentale, eksistentielle smerte. Almaas viser desuden, at dette tab er den dybeste årsag til personlighedens konflikter, og han giver en indgående beskrivelse af, hvorledes oplevelsen af meningsløshed, utilstrækkelighed, angst, sorg, vrede, og følelsen af at være tings-liggjort og at mangle noget fundamentalt i livet opstår i forbindelse med de forskellige udviklingsfaser i personlighedsdannelsen. Han viser desuden, at hvor essensen bliver fordrevet af personligheden, opstår der et hul eller et tomrum i bevidstheden, hvortil disse smertefulde følelser er knyttet. Personlighedens forsvar søger at undertrykke og fortrænge dem, og hullet søges udfyldt af personlighedsdannelsens mentale konstruktioner og billeder eller af afhængighedsrelationer til andre mennesker og ting i omgivelserne. Herved forstærkes vor adskilthed fra essensen og vi må i stigende omfang lade os nøje med at identificere os med og opfatte tilværelsen ud fra personlighedens tillærte billeder, tankemønstre og emotionelle tilstande.

Personlighedens integration i væren
Den traditionelle psykologi og psykoterapi har en tendens til udelukkende at se personlighedens konflikter, fordrejninger og smertefulde følelser som tegn på, at den er mangelfuldt udviklet og dysfunktionel. De psyko-terapeutiske tiltag vil derfor have til formål at rette op på sådanne mangler og fejlfunktioner. Essensen og dens fravær er ikke et anliggende for den psykoterapeutiske proces, fordi der ikke opereres med erfarings-kategorier, der er i stand til at opfatte essensen. Dette gælder også for de fleste nyere psykoterapier, hvor man angiveligt søger at forene det psykoterapeutiske arbejde med spirituel udvikling. Selv om essensen og essenskvaliteter finder vej til bevidstheden i den psykoterapeutiske proces, bliver de sjældent opfattet og værdsat som sådan, og deres nærvær vil derfor kun være af begrænset værdi.

Almaas er ikke uenig i, at personligheden i visse tilfælde har brug for at blive styrket, evt. inden man kan gå ind i en bearbejdning af dybereliggende årsager til problemområder. Men hans ærinde er ligesom de spirituelle udviklingssystemer at eliminere den grundlæggende årsag til menneskelig lidelse ved at genetablere kontakten med essensen og ved at finde veje til at udvikle essensens kvaliteter. Hvor visdomsskolerne er temmelig vage i deres kortlægning af personligheden og generelt peger på nødvendigheden af helt og holdent at undsige den som falsk, så er det intet mindre end genialt, når Almaas viser, at psykologiens indgående viden om personligheden, dens struktur og dannelse er af afgørende betydning for det enkelte menneskes genetablering af kontakten med essensen og opløsningen af personlighedens begrænsninger.

Almaas har nemlig opdaget, at personligheden ud over at dække over essensen, tillige har oplagret erindring om det tabte essensaspekt, og at denne erindring bliver bevidst, når personen konfronteres med den smertefulde situation og det hul, der opstod ved tabet af essens-aspektet. Ikke blot har personligheden erindring om de essentielle aspekter, den benytter også denne ubevidste erindring i sit forsøg på at udfylde hullet efter det tabte essensaspekt med en pseudokvalitet, der minder om essensaspektet. At alle dele af personligheden er erstatninger af essensens aspekter gør dem således til troværdige fingerpeg om dem, og Almaas viser, hvorledes denne viden er uvurderlig i arbejdet med at virkeliggøre essensen og sand væren.

For at denne virkeliggørelse kan ske, er vi nødt til at træne vor sansning, vor opmærksomhed og vor evne til at være nærværende. Til dette formål har de forskellige visdomsskoler og deres udviklingssystemer frembragt en lang række (meditative) teknikker. Ved hjælp af dem vil vi dels kunne opleve og integrere et stadigt voksende antal af essensens aspekter og kvaliteter. Samtidig hermed vil personlighedsdannelsens tillærte identitetsoplevelse, objektrelationer og tilværelsesopfattelse uvægerligt afsløres som illusoriske og tingsliggjorte fordrejninger af essentielle aspekter af den sande væren. Det er den samtidige virkelig-gørelse af essensens aspekter og afsløringen af personlighedsdannelsens billeder som falske og uvirkelige, der gør det muligt at slippe disse billeder. Almaas viser, hvorledes denne gradvise "fødsel" ind i essensens eksistens og væren og den gradvise opløsning af personligheden eller "ego-døden" ind i væren, således er hinandens forudsætninger, og at de forløber som gensidigt afhængige processer.

Nyt lys på psykisk sundhed og sandhed
En væsentlig pointe for Almaas er, at den psykiske og den spirituelle udvikling er forbundet til hinanden. Endvidere gør han det klart, at de spirituelle visdomsskolers intensive udforskning af sindet og dets natur kan være af overordentlig stor betydning for den vestlige psykologis forståelse og opfattelse af selvet, jeg-identitetet og væren, og omvendt at den vestlige psykologis studier af personlighedsdannelsen kan være en hjælp for de spirituelle udviklingssystemer i deres afdækning og forståelse af de egoslør og fordrejninger, der så ofte fremstår som uoverstigelige og uforklarlige hindringer i virkeliggørelsen af selvets essentielle væren. Men selv om Almaas mener, at den psykiske og den spirituelle udvikling ikke kan adskilles, gør han det klart, at der kan skelnes mellem dem, og han bidrager til en klar skelnen mellem det psykologiske og det spirituelle arbejdsfelt.

"Essens" kan betegnes som introduktionen til Almaas´ omfattende forfatterskab, hvis hidtidige hovedværk: "The Pearl Beyond Price" - Integration of Personality into Being: An Object Relations Approach, rummer en bredt anlagt fremstilling af menneskets udvikling fra fødslen over personlighedsdannelsen og til den fuldkommen virkeliggjorte sande eller oplyste tilstand. Det sidst udkomne store værk af Almaas er "The Point of Existence" Transformations of Narcissism in Self-Realization.

Fælles for Almaas' bøger er den minutiøse, nærmest pertentligt følgerigtige fremstilling, der efterlader indtrykket af, at alle sten er vendt, alle relevante spørgsmål stillet og svarene belyst fra alle tilgængelige synsvinkler. Almaas' fremstilling er ikke blot strengt logisk konsistent, men er også båret af en egen skønhed i den sproglige formulering, der - sammen med citaterne fra forskellige spirituelle tekster - gør stoffet levende, intenst vedkommende og indimellem medrivende. Men væsentligst er dog tekstens karakter af (meditativt) nærvær, der formidler en oplevelse og en genkendelse af essensen og dens virkelighed hos læseren. Dette fænomen omtales i spirituel litteratur som transmission. Det er den virkeliggjorte mesters evne til at overføre sin visdom direkte og uhindret til den åbne, parate og modtagelige elevs sind.

Religionshistorikeren Frank Robert Petersen har med et overordentlig godt kendskab til det danske sprog og dets udtryksrigdom, skabt en fremragende oversættelse af "Essens". Selv om jeg har læst "Essens" på engelsk en del gange, føltes den forfriskende og på en ny måde vedkommende ved genlæsningen på dansk.

Almaas arbejde er et sandt nybrud såvel indenfor den psykologiske udforskning og behandling af den menneskelige psyke, som hvad angår de spirituelle udviklingssystemers håndtering af problemer, der opstår på vejen til selvets virkeliggørelse. Er man seriøst optaget af sammenhængen mellem psykisk og spirituel udvikling, kan man ikke komme udenom Almaas's arbejde og hans forfatterskab. Det bliver interessant at se, hvordan Almaas' arbejde fremover vil påvirke psykologiens opfattelse og definition af, hvad der kan betragtes som psykisk sundhed og sandhed.

Den 20 juli 1997
Nadja U. Prætorius